Seniorfællesskaber på Nørrebro
Ældrerådet - et demokratisk fællesskab
Resultatet af det seneste valg til Ældrerådet i Københavns Kommune blev offentliggjort den 17. november 2020. 23.817 borgere svarende til 26,6 procent af de stemmeberettigede borgere over 60 år deltog og fik dermed nye repræsentanter i de ældres direkte talerør til kommunalpolitikerne i København.
Af Lena P. Storm
Er du en af dem, der bevæger sig rundt på Nørrebro på gåben? Så har du måske undret dig over, hvorfor der er så få bænke placeret rundt om på Nørrebro? Måske du selv har prøvet at stå og savne en bænk, hvor du kunne tage et hvil, inden turen gik videre? Måske du selv eller en, du kender, er gangbesværet, så du ved, at bænke med ikke al for lang afstand imellem betyder frihed i hverdagen og forlænger den radius, du kan bevæge dig rundt i uden for dit hjem.
Derfor var det også en sejr for Ældrerådet i Københavns Kommune, da de sidste år fik bevilling til at få opsat 500 nye bænke rundt om i byen. Ikke smart designede og del af en ungdommeligt arkitektonisk anlagt udeplads. Men rigtige bænke med armlæn, som man kan støtte sig ved, når man skal sætte og rejse sig, og ryglæn til at læne sig tilbage op ad, når man som ældre har brug for en pause.
Det hele handler om tilgængelig og frihed til selv at kunne komme rundt. ”København for alle” hedder det i kommunens officielle ældrepolitik.
De ældre borgere overses for nemt
De 500 nye bænke er et meget konkret billede på ældrerådets arbejde. En konkret udmøntning af ældrepolitikken, hvor der sættes kroner og øre på højtragende værdier og gode intentioner hos politikerne.
Men ældrerådet er også et fællesskab. Et demokratisk fællesskab helt uden parti-politiske skel, hvor 25 medlemmer repræsenterer alle Københavns 90.997 borgere over 60 år i forhold til politikerne og de beslutninger, de træffer. Og som har mulighed for at komme med input direkte til en forvaltning, som måske ikke har et blik for de udfordringer, der kan gøre sig gældende, når man er ældre.
Nuværende formand for Ældrerådet, Kirsten Nissen, forklarer:
”Da jeg læste kommunens udkast til ny kommunalplan, tænkte jeg, Gud fri mig vel, vi eksisterer slet ikke. De ældre medborgere er ikke nævnt med et eneste ord!”
Først efter Ældrerådets høringssvar, blev de ældre medborgere skrevet ind i den kommende kommunalplan.
”Da jeg læste kommunens udkast til ny kommunalplan, tænkte jeg, Gud fri mig vel, vi eksisterer slet ikke. De ældre medborgere er ikke nævnt med et eneste ord!”
Kirsten Nissen, 75 år, er siddende formand for ældrerådet. Hun har tidligere arbejdet som formand for Socialpædagogernes Landsforbund.
Foto: Pressefoto, Ældrerådet
Corona har forstærket problemet
Ifølge Kirsten Nissen har 2020's corona-epidemi i flere sammenhænge understreget problemstillingen med, at de ældre borgere ikke bliver taget alvorligt. Hun vil gerne gøre op med det ensidige billede af de svage og skrøbelige ældre.
”Hovedparten af de ældre har det godt. Det er en ganske lille del af de ældre, der er på plejehjem.”
Hun ser i forbindelse med corona-restriktioner og hensyn også et problem i de generelle formuleringer:
”Vi skal passe på vores ældre, siger de. Vi er fandme ikke nogens ældre. Vi er os selv!”, siger hun. Hun mener, formuleringen tager en del af ejerskabet og selvbestemmelsen fra de ældre. Mangfoldigheden og forskellighederne blandt de ældre er noget af det, hun og resten af Ældrerådet igen og igen må minde omverdenen om.
Talerør – men også et fællesskab
København Kommunes ældrepolitik har overskriften: ”Vær med – hele livet”. Og det er rådets siddende medlemmer levende beviser på med en gennemsnitsalder omkring de 75 år. Gennemsnitsalderen for det nyvalgte råd, som tiltræder 1. januar 2021 er ikke udregnet endnu, men den ældste opstillede kandidat havde rundet de 93 år.
Siddende formand for Ældrerådet, Kirsten Nissen, fortæller om sin egen start i Ældrerådet:
”Jeg var selv 67 år, da jeg blev valgt første gang. Jeg var gået på pension, men så er det godt, man kan komme et nyt sted hen og være én af de yngste,” siger hun med grin.
Ældrerådet mødes ca. én gang om måneden. Derudover mødes de syv nedsatte udvalg efter behov. Samtidig står ældrerådet også for arrangementer ude af huset. Så det er ikke en loppetjans for de 25 nyvalgte medlemmer.
Fællesskaber forebygger ensomhed og sygdom
Ældrerådet arbejder ud fra tre grundlæggende værdier; frihed, tryghed og fællesskaber.
De tre værdier kan betyde vidt forskellige ting for ældre med vidt forskellige forudsætninger og ønsker.
Fællesskaber øger livskvaliteten og forebygger ensomhed og påvirker dermed både psykisk og fysisk sygdom. Derfor er det også en del af Ældrerådets arbejde at understøtte fællesskaber i alle mulige afskygninger. Ifølge Ældrerådets egne oplysninger er hver femte ældre københavner over 65 år medlem af en ældreklub, hvor de aktivt deltager. Derudover er rigtig mange ældre frivillige på lektiecaféer, som træner i en sportsklub eller noget helt tredje. Faktisk ville hele frivillig-sektoren fuldstændig kollapse uden de ældre, ifølge Kirsten Nissen.
Men fællesskaber kan også være bofællesskaber. Det er ikke kun for ældre på plejecentrene, men i høj grad også noget, som de aktive og selvhjulpne ældre efterspørger. Måske skyldes det, at Københavns Kommune har langt flere, der bor alene blandt de ældre med næsten dobbelt så mange singler blandt de 65-69-årige end på landsplan.
Et konkret eksempel på, hvordan Ældrerådet understøtter fællesskaber, er det årlige arrangement ”Spring for livet”, som i denne uge netop er blevet afholdt under nye corona-sikrede former. Her kunne ældre som vanligt blive inspirerede af og til nye motionsformer fra mere end 30 forskellige københavnske foreninger.
Mange opgaver står og venter
Kirsten Nissen ser et stort arbejde for det kommende ældreråd. Eksempelvis i forbindelse med den store moderniseringsplan for København. Her skal rådet komme med input og være de ældres talerør i forbindelse med planlægningen og opførelsen af 10 nye plejecentre fordelt i kommunen. Samtidig ser Kirsten Nissen en række opgaver i at bidrage til, at man kan rekruttere unge til at tage uddannelse i ældrepleje-sektoren til at drive den kæmpe udbygning af plejefaciliteterne.
Derudover ser hun en stor opgave med at afbøde nogle af de corona-restriktioner, som har ramt ældre hårdt, hvor de som udsat gruppe ikke har kunnet modtage besøgende og indgå i deres vante fællesskaber. Eksempelvis ser hun en opgave i at finde nye former for samvær for at bekæmpe den ensomhed, som har været en følgevirkning af forbuddet mod besøg af familien på plejecentrene.
Allerede 26. november samledes det nyvalgte ældreråd til deres første og konstituerende møde. Kirsten Nissen er ligesom 11 andre af det siddende ældreråd blevet valgt til at fortsætte arbejdet endnu en periode.
Efter udmøntningen af midler til de nye 500 bænke har et udvalg under Ældrerådet arbejdet med at finde de optimale placeringer til bænkene, så de giver mest mulig tilgængelighed og frihed for de ældre i København.
Arbejdet med at opstille bænkene går i gang til foråret.