(Interviewopgave, Modul 1, Fagjournalist 2019/2021)
Anne Rasmussen begyndte at søge efter troen, da hendes mor fik kræft
Af Henrik Andersen
”Jeg er vokset op i Danmark og som så mange andre kulturkristne er jeg døbt og konfirmeret. Men Gud har aldrig fyldt ret meget i vores hverdag og min familie er ikke personligt troende. Når der så sker noget i ens liv, hvor man bliver bange nok, desperat nok eller ikke ser andre muligheder, så dukker tanken om Gud op. Så jeg begyndte at bede: ’Gud hvis du virkelig er der,’ for jeg var ikke klar til at miste min mor.”
Fællesskabet var nøglen til Gud
Annes tro blev et desperat råb om hjælp til en Gud, hun ikke forstod: ”Jeg fik et meget autoritært forhold til Gud. Jeg følte, at jeg skulle bede på en bestemt måde og sige undskyld for alle de ting, jeg ikke havde sagt tak for.”
Annes mor blev erklæret kræftfri, men allerede tre måneder senere kom kræften igen.
”Efter første gang stoppede jeg med at bede og da hun så blev syg igen, fik jeg en idé om, at det var min skyld, fordi jeg ikke havde bedt og ikke havde gjort det, jeg lovede Gud. Jeg blev ramt af depression, og det var først, da jeg kom ind i Bethelkirken og fandt fællesskabet der, jeg fandt ud af, hvem Gud egentlig er.”
Fra familien i Høruphav til ensomheden i Aalborg
Anne kommer fra den lille by Høruphav i Sønderjylland. Hun forlod de tætte familierelationer for syv år siden for at flytte til Aalborg sammen med sin kæreste. Men Anne fandt hurtigt ud af, at relationer ikke kommer af sig selv:
”Jeg kendte ikke en eneste. De første år var virkelig hårde. Jeg var ikke parat til at studere, så jeg fik job som souschef i Rema1000. Jeg fik en veninde og så min kæreste.”
Anne gjorde heller ikke ret meget for at etablere et netværk:
”Jeg affandt mig med det og så vidste jeg, at jeg skulle studere på et tidspunkt. Så fik jeg nok nogle venner.”
Forandringen skete langsomt
Efter nogle år i Aalborg starter Anne på lærerseminariet. Ved julefrokosten falder hun i snak med Johannes, der fortæller om et ungdomsfællesskab i Bethelkirken. Det ender med en invitation, der forandrer Annes liv.
”Jeg blev ikke personlig kristen på et bestemt tidspunkt. For mig startede det med, at jeg begyndte at komme i Bethelkirken og gradvist forstod, at jeg troede på Gud. Efter et halvt år begyndte jeg at fortælle mine venner, at jeg var blevet kristen.”
Anne fortæller, at hendes kristne tro har medført forandringer i hverdagen:
”Jeg opfører mig anderledes overfor andre mennesker og hele min tankegang er anderledes. Jeg har fået Jesus som den største rollemodel i mit liv. Jeg tænker meget over at være Guds barn, når jeg er ude blandt andre mennesker.”
Troen giver mening i Annes liv
Anne mener ikke, at hun kunne have fundet meningen med livet uden kirkens fællesskab:
”Det prøvede jeg jo. Jeg levede jo et liv med fest hver weekend, havde sex med min kæreste og forsøgte at blive anerkendt på de sociale medier. Men næste morgen rammer virkeligheden igen – og hva’ så? Sådan er det ikke med Gud – der er fællesskabet varigt.”
Anne smiler og lyser op, da hun slutter:
”Det Gud går op i er, at jeg har det godt, ikke at jeg præsterer på alle mulige parametre. Jeg er også blevet velsignet med venner, som jeg aldrig har haft venner før. Gud har velsignet mig med alle disse mennesker og det har gjort, at jeg bare har det godt i dag.”
Der var langt fra Høruphav til fællesskabet i Aalborg. Annes mor er kræftfri i dag og Anne tror på, at Gud kan helbrede. Selvom hun ikke gør alting rigtigt.
(Foto: Astrid Melkær, Bethelkirken)
Comentarios